Ikast på Børnefestival i Silkeborg

    Så er de hjemme igen -de 68 børn og voksne, der deltog på Børnefestival 2010 i Silkeborg.

    Men hvad mon de har oplevet? Hvis du var med på Børnefestival 2010, så fortæl om dine oplevelser eller skriv en kommentar i kommentarfeltet herunder. Du kan se billeder af Børnefestivalen her:

    Børnefestivalen 2010 - set med Ikast øjne :) og flere her. Go' fornøjelse.

    Hjem fra festival – en oplevelse rigere

    68 børn og leder fra KFUM og KFUK i Ikast deltog i weekenden i KFUM og KFUKs Børnefestival i Silkeborg. De lokale deltagere fik en stor oplevelse ved festivalen, der blandt andet bød på optræden med Pelle B, vinderen af MGP, og lørdag aften ankom Sigurd Barrett –lige direkte fra Dronningens fødselsdag – stadig iført orange fest-tern, gik på scenen og tryllebandt deltagerne med en fejende flot optræden med sang og musik. ”Jeg tror, han var lige ved at græde, fordi vi bare blev ved med at klappe af ham. Han var bare så go’” –fortæller en af pigerne fra Y-design, der var med. Det var ingen ringere end Adam og Eva, der guidede deltagerne igennem de store shows fra en scenen, der var udsmykket med et stort ”Himmeltræ”. Netop ”Himmeltræet” var overskriften på dette års festival og det hule træ gemte på mange af bibelens personer, der fortalte om deres oplevelser. KFUM og KFUKs tre maskotter, Rune, Rikke og Rasmus var de nysgerrige unger, der i børnehøjde tog imod både bibelske personer og stillede finurlige spørgsmål til det-med-Gud. Lørdag eftermiddag var der åbent i værkstedsgrupper, som udbød en lang række aktiviteter. F.eks. smykkeværksted, rollespil, svømmehal, taek-wondo, besøg på brandstation, dans, gospel, ridning og meget mere. Festivalen afsluttedes med en Festivalgudstjeneste – og så selvfølgelig endnu engang: Festivalsangen, som løftede taget i Silkeborghallen og rørte hjertet, som det gør når 1500 børn synger HØJT og GLAD sammen. Trætte og mættede af dejlige oplevelser vendte deltagerne hjem til Ikast. Men mange kunne allerede meddele: ”Jeg skal med igen om to år, når der igen er Børnefestival i KFUM og KFUK”.

    Det bliver Vejle KFUM og KFUK, der i 2012 kan byde velkommen til Børnefestival 2012.

    Lige nu kan der summes over dejlige minder fra weekendens oplevelser ved gensyn af billeder på

    www.boernefestival.dk

    .

    De støtter os